
Vejle Kunstmuseum for børn
På Vejle Kunstmuseum har vi altid masser sjove, spændende og kreative aktiviteter for hele familien.
Oplev museet på egen hånd. Hop, kravl, byg hule og slip fantasien løs i Legeskulpturen, som netop er flyttet ind i det nye rum for børn på 1. sal.
Tag på opdagelse med tranen Tanchō i Hokusais billedverden, og oplev og leg med kunstens elementer i Sanseværk. Her kan I lytte til det grønne, dufte til det blå, føle det gule og meget mere. Prøv at spille farveklange, lav øjebliksbilleder med lys og leg med former og farver. Kravl gennem hele farvecirklen, mærk formerne i et maleri og byg store skulpturer af finurlige væsner med Asger Jorns abstrakte former
Snup også en sansekuffert og flip-flapper med rundt på museet, og løs sjove opgaver sammen undervejs.
I farveskyggerummet kan I bruge jeres egne kroppe til at eksperimentere med farveskygger, og lave jeres helt eget farverige skyggeteater.
I den hyggelige foyer kan I spille brætspil mens I spiser et lækkert stykke kage.











