
Skole- og undervisningsforløb på Vejle Kunstmuseum
På Vejle Kunstmuseum får dine elever aktuelle og samfundsrelevante kunstoplevelser, som tager udgangspunkt i livet og hverdagen. Vi inviterer til at gå på opdagelse i kunstens verden gennem bl.a. billedsamtaler, sanselige oplevelser, æstetiske læreprocesser, dialog og bevægelse.
Hos Vejlemuseerne tror vi på, at læring bliver stærkest, når den mærkes – med kroppen, sanserne og nysgerrigheden i centrum.
I mødet med museets genstande, kunstværker og fortællinger i autentiske læringsmiljøer, får dine elever mulighed for at stille spørgsmål, styrke deres historiske empati, møde kunsten og skabe deres egne fortolkninger af verden omkring dem.
Vores engagerende, sanselige og dialogiske undervisningsforløb på Vejle Kunstmuseum spænder fra tilhørsforhold på tværs af grænser og kulturer, selfie-kulturen gennem portrætkunst og grafik på gaden og derhjemme.
Vejlemuseernes Skoletjeneste er udviklet med blik for elevernes demokratiske dannelse og egen erfaringsverden.
Alle vores forløb er målrettet forskellige klassetrin og fag samt giver mulighed for både faglig fordybelse, aktiv deltagelse og nye tværfaglige perspektiver gennem samtale, refleksion, kreativitet og legende tilgange.
Vi glæder os til at byde dig velkommen og bidrage til en levende, relevant og meningsfuld undervisning for eleverne i vores eksterne læringsrum.





